Gennemkørende tog af Irene Pedersen
 uddrag, side 1 - 20

- Din far var inde og spjælde, var han ikke?

Jeg ved ikke, hvor Jeppe ved det fra, men nikker.                    

- Hvad var det for?

- Spritkørsel, siger jeg.

- Kørte han nogen ned?

Hjalte lyder pludselig interesseret.

Jeg kigger ud af vinduet. Viceværten går derude og fejer. Han ser lige igennem mig. Vi har et røgproblem. Naboerne har klaget. De siger, at røgen trænger ind i deres lejligheder. Gennem hvad? spørger jeg. Utætheder og sprækker, svarer han. Og? Beboerne har ret til at bo i et røgfrit miljø. Hvem siger det? siger jeg. Længere når vi ikke. Men jeg kan se, at han går og brygger på noget.

- Gjorde han?

Jeg ryster på hovedet.

- Hvad så?

- Der var nogen, der meldte ham, siger jeg.

- Strengt, siger Hjalte.

- Hvor længe fik han?

Jeg trækker på skuldrene. Tobias kigger væk.

- Nå …

Jeppe har mistet interessen. Han har nok at gøre med to møgunger, der vil købe 10 g. De kan ikke være mere end 13-14 år.

- Ved din far godt, at du ryger, råber Tobias.

Den ene giver ham fingeren.

Hjalte smider en tom øldåse efter ham.

- Allah ser alt, siger Tobias. Du kommer i helvede.

- Vi tror ikke på helvede, siger den ene.

- Whatever …

Chillumen er nået til Tobias, og han tager et monstersug, der gør det af med resten.

- Hej, hvad med mig? råber Hjalte.

- Slap af, siger jeg, vi mikser en til, ikke?

Jeg kigger på Jeppe, der nikker, og jeg går i gang. Lægger en klump libaneser i sølvpapiret, tænder to tændstikker og holder dem under papiret. Da jeg kan mærke varmen i fingrene, der holder tændstikkerne, puster jeg flammen ud og begynder at smuldre hashen. Jeg ånder dybt ind. Elsker lugten. Har lyst til at slikke fingrene bagefter. Jeg blander tobak i og fylder chillumen. Hjalte ser bedende på mig. Han ligner en hund. En bedende hund. Jeg fniser og rækker den til Tobias. Han smiler, og jeg tænder for ham. Hans øjne bliver slørede, og det sædvanlige smil breder sig om hans mund. Ingen ser så lalleglad ud som Tobias, når han er skæv. Han ligner en fireårig, der har set julemanden. Jeg lader Hjalte få den bagefter for ikke at høre på hans jammer over, at han altid får den til sidst. Det gør han også, men vi benægter det hårdnakket.

- Du snyder!!

Jeg ser op. Der er problemer henne ved døren.

- Du snyder! Det ik' ti gram.

Jeppe siger ingenting. Han har fået pengene og har ikke i sinde at give dem tilbage. Jeg har aldrig set Jeppe give noget som helst tilbage, når han først har fået det.

- Der er ikke mere end fem gram!

- Vil du ha' det eller …?

Jeppe rækker ud efter det, men perkerdrengene er kloge nok til at holde fast. Fem gram er bedre end ingen gram.

- Gi' os vores penge igen, siger den ene og går et skridt nærmere.

Som ved et trylleslag er Hjalte kommet på benene. Han er enhalvfems og vejer 105 kilo. Jeppe går ingen steder uden Hjalte.

- En handel er en handel, siger Jeppe og smiler.

Bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen.

Drengene er rasende.

- Jeg ved, hvor du bor, siger den ene og peger på Jeppe.

- Nej det gør du ikke, siger Jeppe. Du ved ikke, hvor jeg bor. Du ved, hvor han bor.

Han peger på mig.

- Østbanegade 137, siger jeg og slår gæstfrit ud med armen.

Det er vist egentlig nummer 156, men jeg har ikke boet her så længe, og da jeg ikke er venner med de to, som Jeppe og Hjalte er ved at hjælpe ud ad døren, betyder et par numre fra eller til ingenting.

Jeppe tager et billede af de to perkerdrenge med sin mobil. Den har glimrende pix. Tager knivskarpe billeder.

- Og nu har jeg et billede af jer, hvis der skulle blive problemer, siger Jeppe kattevenligt og lukker døren.

Vi griner.

- Jeg ved, hvor du bor, siger Tobias på perkerdansk, og vi vrider os. Jeg kan også, men han er mesteren. Vi er vokset op med det. Hørte ikke andet i skolen.

- Er der noget tilbage?

Jeppe rækker ud efter chillummen og trækker det sidste ud af den.

- Time to go, siger han og tager jakken op fra gulvet. Der skal hentes nye forsyninger, fuckes nye kunder. Jeppe giver dem aldrig, hvad de betaler for. Det er et princip. Et forretningsprincip, siger han. Og hvem fanden kan se, om der er fem eller ti gram?

Jeg kan. Men jeg køber aldrig hash af Jeppe. Jeg får det. Jeg lægger lejlighed til, Jeppe giver mig en rygeklump, når jeg beder om det. Et perfekt arrangement. Jeppe bor stadig hjemme, og han har lovet sin mor, at han ikke dealer fra hjemmeadressen, så han dealer fra min. Jeg har intet imod det. Bare jeg får min rygeklump, så skal han intet høre fra mig.

- Luka, skal du med?

De står alle tre midt på gulvet med tøj på. Tobias trækker mig op fra sofaen.

- Med?

- På havnen.

- Havnen?

Jeg finder mig i, at han putter mig i jakken. Jeg finder mig i alt, hvad Tobias gør.

De andre griner.

- De er begyndt at sætte bådene i vandet, råber han. Det er forår, mand!

- Forår? gentager jeg.

- FORÅR!

Jeg griner fjoget. Det er forår. Vi skal på havnen. Mig og Tobias. Vi skal sidde på kanten af molen i solen og ryge den fede.

Da vi kommer udenfor, glor vi alle sammen på døren. En eller anden har dekoreret den med sort spraymaling. Store, fede, sorte tags. 

- Fuuuck, siger Hjalte og ser imponeret på døren. Det var der sgu da ikke, da jeg kom!

- Det er jallahdrengene, siger Tobias.

Jeppe nikker.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere. Det er ikke, fordi det er grimt, men det er min dør, og hvis nogen skal dekorere den, så er det mig.

Min dør. Mine tags.

Udenfor går vi hver sin vej. Jeppe og Hjalte går over og sætter sig i bus 18. Tobias og jeg går ned på havnen. Vi går i tavshed. Jeg grubler over det med døren. Tobias er stille. Det er han indimellem. Men det er okay, selv om jeg bedst kan lide, når han snakker.

Vi går forbi klubhuset og værkstederne og siloerne. Vi går helt ud på den yderste mole. Foran os er der ikke andet end et blåt hav. Det er klart i dag. Havblik.

Vi sætter os på molen. Tobias laver en joint og tænder den.

Jeg tumler stadig med døren. Det minder mig om et eller andet.

- Var der ikke en eller anden i biblen, der satte mærker på døre …? siger jeg ud i luften og kigger på Tobias. Hans mor kommer fra en indremissionsk familie i Jylland. Hun flyttede til København for at slippe væk fra det indremissionske, men hun tog biblen med, og hun har sørget for, at Tobias kan den forfra og bagfra.

- Israelitterne, siger Tobias og suger røgen ind. De ville forlade Ægypten, hvor de var slaver, men Farao ville ikke lade dem gå, og derfor sendte Gud ti plager ned over Ægypten.

Jeg ligner åbenbart et stort spørgsmålstegn, for han begynder at fortælle om Nilens vand, der blev til blod, frøer der faldt ned fra himlen, græshoppesværme der åd alt, kvægpest, fluer, myg, hagl, bylder.

Nilens vand der blev til blod?

- Jeg ved ikke, hvordan Nilens vand blev til blod, siger Tobias. Der står ingen forklaringer i biblen. Der står bare, at det blev til blod.

Han kigger ud over vandet.

- Fik de så lov til at gå? spørger jeg

Han ryster på hovedet. Smiler.

- Farao blev ved med at ombestemme sig.

Jeg nikker. Det kan man jo egentlig godt forstå. Hvorfor skulle han lade en masse slaver rejse. Det ville jeg da heller ikke have gjort, hvis jeg var Farao.

- Derfor sendte Gud den sidste plage over Ægypterne, siger Tobias. Hans stemme bliver anderledes.
- ved midnat går jeg midt gennem Egypten. Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden … i hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller aldrig skal lyde igen … Jeg er Herren!

Jeg er herren. Jeg gentager det stille inden i mig selv. Jeg kan godt lide ordene.

- …så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller aldrig skal lyde igen,  gentager jeg andægtigt.

Tobias nikker.

- Så gav Farao op. Israelitterne drog af sted, og da de kom til havet, delte Moses det -  - Det har jeg set! afbryder jeg ham.

Han kigger på mig.

- I en film … på den der filmkanal  … den med de gamle film …da de var nået over, lukkede havet sig igen, og alle soldaterne druknede!

- Ja, siger Tobias og rækker jointen til mig.

Jeg tager et sug og giver den tilbage til ham.

- Fortsæt, siger jeg.

- Der er ikke mere.

Der er stille på havnen. Vi glor på mågerne, der flyver langt ude på havet omkring en lille fiskerbåd, på sejlbådene der er kommet i vandet. Den eneste lyd er lyden fra snorene, der slår mod masterne. Det er den bedste lyd, jeg kender.

Flap, flap, flap. Solen skinner på mit ansigt.

- Moses … siger jeg, var det ikke ham med kurven?

- Kurven?

- Ja … blev han ikke lagt i en kurv og sat ud på en flod?

Tobias nikker uden at åbne øjnene.

- Tænk at flyde ned ad en flod i en kurv, siger jeg drømmende. Jeg lukker øjnene og sætter af ned ad floden. Over mig er himlen blå med små hvide skyer. En af dem ligner et får.

Jeg suger det sidste ud af jointen og trækker røgen helt ned i lungerne.

I – n – d – h – a – l – e – r – e - r

Jeg lægger hovedet tilbage igen og rækker hånden ud. Vandet er blødt under mine fingerspidser, blødt og vådt og lidt koldt. Jeg skutter mig i min kurv, som er varm og dejlig og helt, helt tæt. Jeg ville ønske, at jeg kunne ligge her altid. Bare drive af sted i min kurv ned ad floden. Jeg lukker øjnene. Jeg kan høre vinden i sivene ind ved bredden. Det kilder i nakken, og min krop bliver slap.

Jeg smiler. Højt oppe over mit hoved svæver en ørn rundt i cirkler. Jeg følger den med øjnene, forstår ikke, hvordan den kan holde sig oppe, vingerne er bredt ud, men de bevæger sig ikke. Jeg breder min arme ud og følger den, vi flyver i store cirkler rundt og rundt, jeg ser jorden dernede, floden, sivene, kurven med mig, der kigger op i himlen på mig, der svæver oppe i himlen sammen med ørnen.

Jeg rækker ud. Jeg kan næsten nå den. De skarpe kløer griber fat i min arm, og jeg ser lige ind i dens gule øjne.

- Luka, er du der?

Jeg ser forvildet på Tobias og rejser mig. Verden tilter, og jeg tilter med. Forsvinder med ørnen højt, højt oppe på himlen.

 ***

Viceværten er i gang med at feje. Han er småfed og har hentehår og fejer, som om hans mission her i livet er at holde det lille anlæg. Jeg smider min smøg og træder den ud med hælen bare for at irritere ham. Jeg hader mænd med hentehår. Jeg sætter farten op og prøver at ignorere ham, men lige præcis da jeg er ud for ham, holder han op med at feje.

- Hvornår har du tænkt dig at få orden på den dør? råber han efter mig.

Jeg stopper og glor på ham, som om jeg ikke aner, hvad han snakker om.

- Den kan ikke se sådan ud.

Hvorfor ikke, tænker jeg. Hvorfor kan den ikke se sådan ud?

Jeg har åbenbart sagt det højt, for han svarer, at det ser grimt ud.

- Sådan kan den ikke se ud, gentager han. Vi vil gerne have en pæn opgang.

Jeg ser på ham og på kosten, han står med i hånden, og gider ikke engang svare.

- Det er ikke mig, der har gjort det, siger jeg.

- Det er lige meget. Det er din dør.

- Det er sgu da ikke min dør.

- Det er døren til din lejlighed. Den er dit ansvar. Du skal rense det af.

- Det kan jeg sgu da ikke!

- Så må du få fat i nogen, der kan, og betale for det.

- Jeg er arbejdsløs.

Han ser på mig. Op og ned. Jeg overrasker ham ikke.

Han tænker … længe … når endelig frem til en løsning.

- Så må du låne eller få kommunen til at betale.

Jeg griner højt. Kan ikke lade være.

Det er tydeligt, at min latter irriterer ham.

- Hvis du ikke får ordnet det inden … han holder en pause, lægger hovedet på skrå og ser på mig … inden den … 1. juni, så giver jeg sagen videre til ejendomsselskabet.

Og?

- Så vil de få det gjort på din regning, trumfer han.

Jeg kan se i hans glade øjne, at det bliver dyrt. 

- Den 1. juni, gentager han, ellers …

Jeg går ind i opgangen uden at svare. Jeg falder i staver foran døren. På en måde har jeg vænnet mig til, hvordan den ser ud. Lige meget hvor skæv jeg er, kan jeg altid finde hjem. Det kunne jeg ikke før. Alle opgangene ligner hinanden, og alle dørene i opgangene lignede hinanden. Grågrønne vægge. Smånistrede stentrapper. Hvide døre. Jeg hader trapperne. Er faldet på røven ned ad dem to gange allerede og har stadig et kæmpe mærke på den ene røvballe.

Gu vil jeg ej male den dør, tænker jeg. Hvis det er min dør, er det mig, der bestemmer, hvordan den ser ud, og jeg bestemmer, at den skal se anderledes ud end alle de andre.

Jeg lukker mig ind og smider mig i sofaen. På gulvet i entreen ligger der en hvid konvolut. Jeg får hevet mig op igen og tager den op fra gulvet. På forsiden, i øverste venstre hjørne, står der:

                   Socialcenter Østerbro

                   Svendborggade 5

                   2100 København Ø

Jeg åbner konvolutten. Det er aldrig godt, når det offentlige skriver til mig. Det er det heller ikke nu. Jeg har glemt en aftale i går klokken 10, som skulle "afklare mine muligheder på arbejdsmarkedet". Jeg har fået en ny aftale i næste uge klokken 14. Hvis jeg ikke møder op, vil jeg blive trukket i min bistandshjælp, hvis jeg ikke er i stand til at møde, skal jeg øjeblikkelig ringe og få en ny tid, hvis jeg bliver syg, skal jeg fremsende en lægeattest, og hvis jeg …

Hvis og hvis min røv er spids.

Jeg smider brevet fra mig på bordet. Jeg vidste, der var noget, jeg havde glemt, jeg vidste bare ikke, hvad det var. Min hukommelse er fucked up. Jeg smider mig på sofaen og tænker. Jeg har ikke råd til at blive trukket i bistand. Jeg ender med at tape brevet op på vinduet. Så glemmer jeg det ikke.

Udenfor står viceværten og glor surt på en hundelort, som en eller anden ikke har samlet op. Hvis han bliver ved, går jeg sgu selv ud og skider i bedet, tænker jeg og bliver straks i bedre humør. Det er også mit bed, og hvis jeg har lyst til at skide i det, så gør jeg det.

 ***

Det er lørdag, og klokken er eftermiddag. Solen skærer mig i øjnene, så jeg ikke kan se, hvor jeg går. Jeg napper Hjaltes solbriller og løber med dem. Han sætter efter, mens han råber, at det fandeme er hans briller, og at jeg må købe mine solbriller selv. Jeg griner og tager dem på, mens jeg løber. Hjalte har ikke en kinamands chance for at fange mig.

Brillerne er mine nu.

Jeg stopper.

- Jeg er tørstig, siger jeg, da de når frem til mig. Hjalte gør et halvhjertet forsøg på at få sine briller igen. Jeg ignorerer ham. De andre siger ingenting, men følger med ind i kiosken. Jeg går hen til køledisken og tager en liter Cola. Henne ved disken kigger jeg på Jeppe. Det er hans tur.

- Jeg har ingen penge, siger jeg, da han ikke gør mine til at betale.

Han tøver.

- Det har jeg heller ikke, siger han.

Jeg ved, det er løgn. Det ved han også.

- Jeg købte chips i går, siger jeg.

Han trækker på skuldrene.

- Jeg betalte for pizzaerne i forgårs, siger Hjalte.

Jeg ignorerer ham. Jeg vil have Jeppe til at betale. Han betaler aldrig, selv om han er den, der har flest penge. Det er ikke fair. Han kører på frihjul. Bor og æder gratis hos sin mor. Betaler ingen husleje. Køber aldrig ind. Han betaler aldrig noget. Det er altid Tobias, Hjalte eller mig, der betaler.

Jeg sætter flasken tilbage.

- Hold nu op med det pis, siger Tobias.

Han tager flasken og går over til disken og stikker sit kort i automaten.

Jeg hader ikke at have penge. Hader det. Hader det. HADER DET.

Vi går ud. Glor ned i asfalten. Stemningen er ødelagt.

Ude på vejen suser bilerne forbi i en endeløs strøm. Et tog stopper, og en skærende lyd borer sig gennem hår og brusk og kranie. Lyden gør ondt i mit hoved.

- Nå, men hej, vi ses, siger Jeppe og efterlader Hjalte på fortovet.

- Jamen skulle vi ikke …?

Hjalte kigger forvirret fra mig til Jeppe, så sætter han efter ryggen, der bevæger sig tværs over Østbanegade.

Fuck jer, siger ryggen

Ditto, mumler jeg.

Tobias og jeg går ned mod havnen. Det er havnevejr, og vi har 1 ½ liter Cola, og nu er vi kun to om at dele den.

 ***

De vil have mig til at arbejde.

Jeg leger med tanken.

Hvad kunne jeg tænke mig … bum bum bum … et eller andet hvor man møder efter tolv, sidder ned det meste af tiden ... til en fed hyre selvfølgelig …

Tanken om arbejde ligger mig fjernt. Hvorfor skulle jeg arbejde, når jeg kan få penge for ikke at arbejde? Logik for perlehøns.

- Jeg har ikke haft en eneste sygedag i de 22 år, jeg var ansat i banken, siger en mand ved skranken. Nej ikke skranken … kvikskranken.

Pigen på den anden side af skranken nikker og siger, at det er fint, men han skulle altså have ringet og sagt det. Der sad jo en sagsbehandler og ventede.

- Tanken om at blive væk fra en aftale uden berettiget årsag ligger mig uendeligt fjernt, siger manden med stolthed i stemmen.

Jeg får brækfornemmelser.

Pigen nikker træt.

Over for mig sidder en mor med en dreng. Jeg formoder, at hun er hans mor, for hun siger, at han skal sidde ordentligt og holde op med at svinge med benene. Han lader, som om han ikke hører hende. Benene svinger. Frem og tilbage. Jeg er ved at blive sindssyg. De ben irriterer mig helt vildt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har lyst til at skrige ad ham eller slå ham, så han holder op. Jeg rejser mig og overvejer at gå, men jeg har regninger, der skal betales, så jeg er nødt til at blive siddende, selvom klokken er halv tre, og min aftale var klokken halv to.

- Man må ikke ryge, siger pigen ved skranken uden at se op.

Jeg slukker irriteret cigaretten.

En mand i hvid skjorte har materialiseret sig ved skranken.

Kvikskranken.

Moren rejser sig.

- Vi skulle jo tale om din revalidering i dag, siger sagsbehandleren og går i forve­jen ned ad gangen. Kvinden trækker i drengen, som pludselig ikke vil med.

- Men så skal du også blive siddende på stolen!

 Drengen nikker og svinger videre med benene, mens han kigger mig lige ind i øjnene. Frem og tilbage. Frem og tilbage. FREM OG TILBAGE.

Jeg beslutter mig for at slå ham ihjel.

En pensionist med tisseskjolder på bukserne spør­ger, om han ikke snart kan komme til at tale med nogen. Pigen ved skranken svarer, at der er sygdom. Han må vente ligesom de andre.

- Men min datter kommer til kaffe, mumler han.

Pigen trækker på skuldrene og siger, at det må han jo selv bestemme. Hun kan ikke trylle. Pensionisten ser på uret, sukker og sætter sig igen, mens han mumler noget om, at det er os, der betaler jeres lønninger. Han kigger på mig, og jeg tager et blad og åbner det. Jeg taler ikke med gamle mænd, der lugter af tis.

Længere nede ad gangen går en dør op, og lyden af klikkende hæle kom­mer nærmere. Jeg genkender den med det samme. Jeg har hørt den mange gange i årenes løb. Fire år. Helt præcist, for det er fire år siden, jeg gik ud af skolen.

Skridtene stopper foran min stol. Hun står foran mig. Tæt. Alt for tæt. Hendes parfume er stærk og giver mig kvalme. Jeg lægger bladet. Øjnene ser på mig uden udtryk.

- Kommer du med?

Jeg nikker og følger efter hendes effektive hæle.

- Værsgo og tage plads.

Hun peger på stolen overfor og ser på skærmen, hvor mit liv står med sorte bogstaver på hvid baggrund.

- Og du er stadig arbejdsløs?

Jeg nikker.

Hun ser op.

- Ja, svarer jeg højt. Jeg er stadig arbejdsløs.

- Hvad har du gjort for at komme i arbejde?

Jeg lægger konvolutten med afslagene på bordet. Hun bladrer dem igen­nem. Standser ved et. Holder det frem, så jeg kan se det.

- Hvad skete der her? Hvorfor fik du ikke jobbet?

Jeg studerer det nøje.

- De ville have en med erfaring, siger jeg.

Hun kigger i konvolutten igen. Tæller dem.

- Hvor er resten?

Resten?

- Her er kun ti ansøgninger. Du skal søge mindst fire om ugen.

- Der var ikke andre, jeg kunne søge, forsvarer jeg mig. Der er krise.

- Så må du søge uopfordret.

Jeg nikker. Ved det. Jeppe sagde det. Hjalte sagde det. Tobias sagde det.

Jeg gad bare ikke.

- Det er vigtigt, at du selv gør noget for at ændre på din situation, siger hun indtrængende og læner sig frem. Jeg kan ikke blive ved med at holde hånden over dig.  Du skal søge arbejde, ellers må jeg trække i din bistandshjælp.

Jeg forsvarer mig. Jeg har søgt arbejde. Jeg har endda været til samtale, men de ender altid med at tage en anden.

- Der er masser af lagerarbejde.

- Jeg har jo det med ryggen, siger jeg.

Det er Tobias, der har fundet på det med ryggen. Det skal holde mig fri af "hårdt fysisk arbejde, hvor man møder klokken 7". Jeg har endda fået lægens ord på, at jeg ikke må arbejde med noget, som belaster ryggen. 

Hun kniber munden sammen.

- Nu må vi se. Men fredet er du ikke.

- Jeg har dårlig ryg, mumler jeg stædigt. Jeg vil gerne revalideres.

- Du er ikke syg nok til at blive revalideret, siger hun i en afvisende tone. Det har vi snakket om.

Og vi bliver ved, tænker jeg.

Hun forsvinder ind i skærmen, leder øjensynligt efter noget, klikker andre skærmbilleder frem. Ser på mig.

- Hvor er din profil med dit cv?

- Min profil?

- Har du ikke oprettet en profil med dit cv endnu?

- Jeg aner ikke, hvad du taler om, siger jeg.

Min stemme er uskyldig. Ren som nyfalden sne.

- Jamen jeg troede … det skulle du jo have gjort for længe siden …

Hun leder fortvivlet, selv om jeg har sagt, at der ingen profil er. Det trænger simpelthen ikke ind i det lille parfumerede damehoved.

Hun giver op og ser indtrængende på mig. Tager en dyb indånding og hiver stavepladen frem. Jeg har gjort noget forkert. Hun har gjort noget forkert. Hun ved det. Jeg ved det.

- For at have ret til bistand, skal du bevise, at du er til rådighed for arbejdsmarkedet, og det beviser du ved, at du opretter en profil med dine data. Hun glemmer "senest tre uger efte,r at du har meldt dig arbejdsløs", men hvad er tre uger mellem venner?

- Du skal skrive, hvad du hedder, og hvor du bor. Kontaktoplysninger. Mobil …

- Jeg har ikke mobil, siger jeg.

Jeg elsker den leg, vi leger. Jeg afbryder, hun prøver at huske, hvor hun er nået til.

Hun ser tvivlende på mig.

- Det har jeg ikke råd til, fortsætter jeg.

Hun køber den. Bistanden er for lille til et mobilabonnement.

- Du skal også påføre uddannelse, arbejdserfaringer …

Det er hurtigt gjort. Nul.

- Og hvilket arbejde du kunne tænke dig.

Jeg kunne ikke tænke mig noget.

- Og du skal aktivere din profil en gang om ugen. Hvis du ikke …

- Hvad?

Jeg er pludselig HELT vågen.

- Du skal aktivere din profil en gang om ugen, gentager hun.

Jeg bliver ikke klogere af, at hun gentager.

- Du skal logge dig ind på computeren og åbne din profil.

- Hvorfor det?

- For at se om der ligger nogle arbejdstilbud.

Jeg fniser. Kan ikke lade være. Hvem skulle give mig et arbejdstilbud?

- Jeg har ingen computer, siger jeg.

- Aktiverer du ikke din profil, bliver jeg nødt til at tilbageholde dine ydelser i fremtiden. Ved aktivering af profilen tilkendegiver du, at du er aktivt arbejdssøgende og til rådighed for arbejdsmarkedet, og det skal du jo være, for at vi kan udbetale bistandsydelse. Du skal ind og røre ved det. Aktivt.

Ydelser betyder penge. Mine penge. Dem jeg skal leve for.

Jeg ser på hende. Hun rykker lidt tilbage i stolen, placerer sig, så hun er nærmere døren, end jeg er. Det er noget, de lærer. Konflikthåndtering hedder det.

- Jeg har ingen computer, gentager jeg, som om hun er ubegavet, hvad jeg også synes, hun er. Hvordan skal jeg aktivere min profil en gang om ugen, når jeg ikke har en computer?

- Du kan også aktivere din profil på en computer på biblioteket.

Hun taster et par ord på tastaturet.

- Det nærmeste bibliotek ligger på Dag Hammarskjölds Allé 19.

Bibliotek?

Jeg har ikke været på et bibliotek siden … forever.

- Men først skal vi have afklaret din arbejdsevne.

Hun kigger søgende på computerskærmen.

- Der er et hold, der starter den 20. april.

Jeg nikker. Jeg ved godt, hvor hun kan stikke sin afklaring hen, men siger det ikke til hende.

- Så sætter jeg dig på det, siger hun entusiastisk og skriver mit navn ind på skærmen.

- Du skal møde på Specialarbejderskolen, Fabriksparken 31. Det er i Glostrup. Du skal være der klokken syv.

- Klokken syv! Jeg stirrer himmelfalden på hende. Er hun sindssyg? Hvordan skal jeg kunne være i Glostrup klokken syv?

- Det er en arbejdsprøvning. Du skal vise, at du kan møde til tiden.

I Glostrup! Hun kunne lige så godt have sagt Nordjylland!

- Har I ikke noget nærmere?

Hun kigger på skærmen.

- Næ ... hvad er der galt med Glostrup?

Hun fatter ingenting. Det er tydeligt.

- Jeg aner ikke, hvordan jeg kommer til Glostrup!

- Der går både busser og toge til Glostrup, siger hun. Der er vist også en hurtigbus, der går derud.

- Jeg har ingen penge til busser, råber jeg. Jeg kan knapt penge til mad! Se, hvad jeg går i! Jeg har ikke engang penge til nye sko!

Jeg smækker benet op på bordet og viser hende hullet i Jeppes gamle sko.

- Når det regner, bliver jeg pissesyg!

- Det har vi snakket om, siger hun med træt stemme. Du må spare sammen til sko.

- Af hvad?! råber jeg.

Hun leder efter svaret.

- Du ryger, siger hun triumferende. Du kan skære ned på dit forbrug.

Jeg ser på hende. Der skal mange cigaretter til, før man har til et par sko.

- Bistandsloven siger, at i nødstilfælde har I mulighed for at give mig et ekstrabeløb til engangsudgifter, siger jeg hurtigt.

- Det er ikke noget, du kommer ind under. Du skal tage ud til Glostrup på mandag. Du skal lave din profil, og du skal se at få et arbejde. Så kan du købe alle de sko, du har lyst til.

- Jeg har ikke penge til bussen, siger jeg stædigt. For jeg har ikke penge til bussen.

- Det kan jeg ikke gøre noget ved, siger hun lige så stædigt.

- Jeg skal måske gå?! I de her?!

- Det må du selv bestemme, men hvis du ikke møder op, trækker jeg i din bistand.

Jeg rejser mig og skubber stolen tilbage. Den vipper og falder bagover med et brag. To sekunder efter står der en mand i døren.

- Er der noget galt?

Jeg ignorerer ham.

- Du kan i det mindste give mig til bussen, hvæser jeg.

Vil have noget med.

Hun ryster på hovedet.

- Du må bruge dit netværk. Din mor. Dine venner.

Jeg kigger på hende. Har lyst til at rydde hendes bord. Hun kan se det. Jeg kan se, at hun er bange, men også at hun fryder sig. Jeg overvejer at slå hende ihjel. Gad vide hvad det koster at slå en sagsbehandler ihjel? Får man rabat, hvis de bruger en dårlig parfume? Kan man sige, at det en slags selvforsvar? At man har parfumeallergi?

- Jeg tror, denne samtale er færdig, siger manden og åbner døren på vid gab.

Jeg smiler og venter. Går ingen steder.

Først forstår hun ingenting, så falder tiøren. Hun vender sig mod computeren og printer en side ud med navn og adresse på skolen i Glostrup og rækker den til mig.

- Tak, siger jeg og skrider ud ad døren og ned ad gangen, som om jeg ejer hele lortet. Ungen på stolen er væk. Godt det samme, ellers havde jeg flået benene af ham.

 ***

Jeg vågner ved, at mobilen bipper. Jeg tager den og prøver at tyde, hvad der står. Jeg er stadig halvskæv efter i går, og det varer lidt, inden beskeden, jeg har skrevet til mig selv, siver ind.

>Husk at aktivere profilen<

Jeg ringer til Tobias.

- Hvad vil du?

Hans stemme lyder præcis, som jeg har det.

- Tænd for computeren, mumler jeg. Jeg skal aktivere min skide profil.

- Øjeblik.

Jeg kan høre, at han roder rundt, så kommer den kendte melodi fra Windows.

- Så er jeg der. Hvad er dit brugernavn?

- fuck af.

- Kode?

- fuck af.

- Genialt, siger han.

 Det synes jeg også. Det eneste jeg er sikker på at kunne huske, lige meget hvor skæv jeg er.

- Har jeg nogen arbejdstilbud? siger jeg og fniser.

- Desværre, siger han.

Jeg griner.

- Der ligger faktisk et, fortsætter han.

HVAD?

Jeg sætter mig op i sengen. Pludselig lysvågen og i alarmberedskab.

- Som gartnermedhjælper … på en kirkegård. 

HVAD?!

- Du skal hjælpe med at grave huller ved urnenedsættelse.

HVAD??!!! HVA' FOR NOGET? URNENEDSÆTTELSE? HVAD FANDEN ER URNENEDSÆTTELSE??????????????????

- Det er vigtigt, at du kan lide dyr.

- DYR?!

Jeg er bange for, at jeg er ved at blive sindssyg.

- Det er en dyrekirkegård, og derfor lægger de vægt på, at du kan lide dyr. Især hunde.

DYREKIRKEGÅRD?! Jeg går ophidset rundt på gulvet og trækker i håret. Glemmer fuldstændig, at jeg er i bar røv og viklers, og at jeg bor i stuen.

- Det er løgn, stønner jeg, sig det er løgn!

- Ja.

- Sig det er løgn!!!!

- DET ER LØØØØGGGGNNNN!!!

Jeg glor på telefonen. Kan høre ham grine. Jeg afbryder og begynder at rode rundt efter noget tøj. Nu kan jeg lige så godt stå op. Hjernen er lysvågen, selv om klokken kun er tolv. Jeg kikker ud. Udenfor går viceværten som sædvanligt og fejer og ser sur ud. Ingen kan feje og se sur ud som ham. Han er mester i fejning og dårligt humør. Jeg vil vædde på, at der ikke findes en vicevært, der kan feje og se så sur ud som ham i hele fucking København. Jeg giver ham fingeren. Der er noget med den finger, der gør ham vild og gal.

Se, hvad jeg har til dig … hæ, hæ, hæ …. Han får den en gang til. En god ting kan ikke gøres for tit.

Det blæser i dag. Hans hentehår flyver. Han ser latterlig ud. Det flagrer rundt om hans hoved. Jeg hader hentehår. En dag klipper jeg det sgu af, tænker jeg. En dag går jeg op og banker på døren, og så klipper jeg det kraftedeme af. Så kan han lære det.

Ha en go' dag, mimer jeg og vinker til ham.

Jeg sætter Zeppelin på. Gammel syrerock. Robert Plants stemme går lige i nosserne.

Been dazed and confused for so long it's not true …

 Jeg går ud i køkkenet og sætter vand over til Neskaffe. Åbner køleskabet uden at have de store forhåbninger. Der ligger en tom pakke pålægschokolade.

Æv.

Jeg overvejer, om jeg skal gå hen i kiosken, men orker ikke. Laver bare kaffen og spiser et par kiks til. Har masser af kiks. En hel hylde fuld. Med creme imellem. Citron og chokolade. Altså hver for sig. Jeppe læssede dem af forleden og mumlede noget om, at så var jeg måske færdig med at brokke mig hele tiden over, at han aldrig gav noget. En eller anden banker på døren, men jeg åbner ikke. Jeg ved godt, hvem det er. Hver morgen er det samme jammer. Jeg har prøvet at forklare dem, at musik skal være høj. Det er hele ideen med den, men det trænger simpelthen ikke ind. De bliver ved. Hver morgen, så sikkert som amen i kirken.

Jeg må ud. Sender en sms til Tobias.

>vi ses på havnen om en halv time<

tilbage til forside